Over 120 ton affald samlet i landsdækkende indsamling

Omkring 200.000 danskere rykkede i midten af april ud med affaldssække og gribetænger som led i Danmarks Naturfredningsforenings årlige Affaldsindsamling. På bare én uge blev der registreret mere end 120 ton affald fra hele landet.
Ifølge foreningens præsident Maria Reumert Gjerding viser resultatet et vedvarende problem.
"Det er tankevækkende, at vi på en enkelt uge kan samle så meget affald i naturen, og det viser, at vi stadig har et kæmpe problem. Jeg mener, at vi som samfund simpelthen producerer for meget affald, og så længe vi gør det, vil vi desværre nok blive ved med at finde affald efterladt i naturen og på gaden," siger hun.
Årets resultat er markant højere end sidste års 80 ton. Ifølge Danmarks Naturfredningsforening skyldes stigningen både flere deltagere og et nyt samarbejde med REMA 1000, der uddelte gratis affaldssække. Samtidig kan kraftig aprilstorm og en usædvanlig snevinter have bidraget til at sprede og skjule affald, som senere er blevet fundet.
Deltagerne rapporterede især plastikposer, cigaretskod og takeaway-emballage, men også mere usædvanlige fund som støvsugere, stegepander, pengeskabe og airfryere.
Om indsatsen siger Maria Reumert Gjerding: "Det er helt vildt at se, hvad der er blevet fundet i år, og man kan virkelig undre sig over, hvordan det er endt derude. Der skal lyde en kæmpe tak til de mange danskere, der har hjulpet os med at befri vores natur og byer for alle mulige ting, der ikke hører hjemme dér," siger hun.
I Hørsholm Kommune blev der samlet 289 kg. affald.
Næste Affaldsindsamling finder sted i uge 15 i 2027.
Faktaboks: Affaldsindsamlingen
- Arrangeres af Danmarks Naturfredningsforening siden 2006
- Afholdt i uge 16 (13.-19. april 2026)
- Ca. 200.000 deltagere, heraf 144.000 børn fra skoler og dagtilbud
- Over 120 ton affald registreret
- Støttet af REMA 1000 med gratis affaldssække
- Rekordår sammenlignet med 80 ton i 2025
- Næste indsamling: uge 15 (12.-18. april 2027)
Mærkværdige fund (eksempler)
Tagboks, mikrobølgeovn, airfryer, pengeskabe, toiletbræt, porcelænsfigur, mønt fra 1928, uåbnede breve, plastikjuletræ, donkraft, terrassevarmer og meget mere.






Accepter kun nødvendige cookies