Fælles vagtcentraler skal styrke beredskabet for en halv million borgere

Et nyt fælles vagtcentralsystem er nu taget i brug hos Nordsjællands Brandvæsen, Midtjysk Brand & Redning og Service og Beredskab. Samarbejdet dækker ni kommuner og omkring 500.000 borgere og skal styrke beredskabets evne til at håndtere både daglige opgaver og større hændelser.
Systemet kobler de tre vagtcentraler sammen på en fælles platform, så de kan understøtte hinanden ved spidsbelastning, tekniske problemer eller større indsatser. Samtidig fastholder hvert beredskab sin egen vagtcentral.
"Det her samarbejde handler om at styrke robustheden i beredskabet i en tid, hvor kravene bliver stadig større. Når vi kobler vores vagtcentraler, står vi stærkere – både i det daglige og ved ekstraordinære hændelser," siger beredskabsdirektør i Nordsjællands Brandvæsen, Lars Rosenwanger.
Ved større hændelser kan opgaver flyttes mellem vagtcentralerne, så den berørte enhed kan fokusere på indsatsen. Den geografiske spredning giver samtidig ekstra sikkerhed, hvis én lokation rammes.
"Noget af det vigtigste i det her samarbejde er, at vi kan holde driften i gang – også hvis noget rammer én af os," siger beredskabsdirektør i Midtjysk Brand & Redning, Lasse Clemensen.
Samarbejdet omfatter også fælles uddannelse og træning, som skal styrke det faglige niveau. Ifølge Service og Beredskab mærkes effekten allerede i hverdagen.
"Vi kan allerede mærke, at samarbejdet løfter det faglige niveau i hverdagen," siger afdelingsleder Peter Tue.
Med det nye system tager beredskaberne et skridt mod et mere sammenhængende og modstandsdygtigt beredskab.
Faktaboks:
- Tre beredskaber: Nordsjællands Brandvæsen, Midtjysk Brand & Redning og Service og Beredskab
- Dækker ni kommuner og ca. 500.000 borgere
- Område: over 3.600 km²
- 21 brandstationer
- Ca. 3.000 udrykninger årligt
- Ca. 1.500 ABA-anlæg og 7.800 nødkald
- Over 400.000 årlige ekspeditioner
- Fælles platform giver mulighed for støtte ved spidsbelastning og kriser
- Indeholder fælles uddannelse, træning og erfaringsudveksling






Accepter kun nødvendige cookies